Lav en smør-krydderiblanding - rør smør med skallen af en hel appelsin, allehånde og en kvist timian og chilien, som er finthakket. Smag det til med peber og lidt salt. Fjern indmaden fra anden, og tør den godt indvendigt med køkkenrulle. Gnid den indvendigt med salt og peber. Lav et par lommer under skindet på brystet og på ryggen, og fyld lommerne med smørblandingen. Sæt anden på rotisserispyddet, og spænd den godt fast med gaflerne. Pres saft fra appelsinen ud over anden. Krydr med salt og peber.
Ved grillen
Klargør grillen til indirekte, middelhøj varme. Sæt rotisserispyddet på grillen. Placer en foliebakke med lidt vand og et par kviste timian under anden til opsamling af stegesky. Tænd motoren, og lad anden snurre i 30-40 min. pr. kilo, ca. 2,5-3 timer.
Tip
Brug stegeskyen til en lækker sauce, ca. 4 dl. Sigt skyen, og tilsæt gerne saften fra 1-2 hele appelsiner. Kog saucen op i en gryde, tilsæt 3 dl fløde, og smag til med salt og peber. Jævn saucen efter behov – og tilsæt evt. lidt kulør.